Om sorg

Roland Barthes (1915-1980) er stadig en af hovedskikkelserne i nutidig filosofi og kritisk teori, for hans bidrag til semiotik, lingvistik og litteraturteori er uundværlige for alle, der arbejder inden for disse vidensområder.

Vi ønsker dog at præsentere Barthes’ mere intime filosofiske rejser. Det er i hans sentimentalitet, i hans dybt kærlige måde at belyse menneskelige følelsers spøgelser gennem musik og litteratur på, at den franske tænker viser, at hans tænkning er en smukt sær søgen efter nuancer, efter små forskelle, der afdækker den menneskelige tilværelses endeløse konfigurationer.

Derfor handler det følgende essay om Barthes’ berømte «Sorgdagbog» - en dybt privat bekendelsesbog, som han førte efter sin mors død. En sorgdagbog, der udforsker alle de sprækker, et tab kan forårsage. «Sorgdagbog» er Barthes’ vidnesbyrd om kærlighedens vedholdenhed og modet til at blotlægge ikke kun den sørgendes mod, men også hans/hendes håbløshed.

Tilegnet Roland Barthes’ «Sorgdagbog»

Når jeg skriver disse notater, sætter jeg min lid til banaliteten i mig. Sorgens banalitet. En næsten uudholdelig tanke efter at have mistet dem, der står os nærmest. En tanke, der trænger ind i det, man ikke tør sætte ord på, når man står over for en elsket persons død. At se i øjnene, at der i tabet ikke findes værdighed, storhed eller poesi. Kun kraften i et råt fravær, der forlænges af livets gentagelser og deres lethed efter en så ødelæggende begivenhed.

Barthes’ sørgende lever i en verden, der udvisker muligheden for at forvandle døden til kunst, til mening. Det er i denne oplevelse af sorgens råhed, at fristelsen til at blive grusom, narcissistisk og smålig spirer. En lokkemad, der skal straffe døden som en triviel begivenhed og de tårer, den fremkalder. Tårer, der ikke lader sig indfange af skrift, maleri eller sang, dvs. af en højere sandhed.

Det er her, Barthes’ filosofiske tænkning viser sig ikke at være en del af den evindelige pædagogik, der lærer os at dø, men et arbejde, man hengiver sig til, når man står over for sorgens barske virkelighed. En hengivenhed, der blotlægger ens sande sårbarhed. Det vil sige den skrøbelige åbenhed, der ikke er centreret om et enkelt levende jeg, som frygter sin egen afslutning, men om et jeg, der er blottet for en elskets rene fravær. Det er i denne blottelse, at afvisningen af enhver kompensation, der udspringer af værens sund fornuft-mæssige konstitutioner, kommer til udtryk. Den sørgende behøver ikke at dele, gå ud eller fokusere på sit arbejde for at gennemleve smerte og lidelse.

For modet hos én, der hengiver sig til sorg, viser sig ikke som en overvindelse, men som en værnen om tabets obskøne banalitet. Hvad angår betydningen af et sådant vanvittigt vogterskab, findes den ikke i en lige så banal forestilling om at hele sorgen ved at bevare den.

Det, Barthes’ tænkning forsøger at begribe, er en tilværelse i et sårs vedvaren. Et uhelbredeligt sår, der er blevet ens dybeste væsen. Og det er dette uhelbredelige ved tabet, der ikke blot definerer sorgen, men også konfronterer os med virkeligheden af noget, der er fritaget for tid og rum. For at eksistere i sorg er at dvæle i evighedens stilstand. At udholde endeløshedens absolutte nærvær, der kommer til udtryk som den elskedes fravær, der spærrer for ethvert forsøg på at indlemme den sørgende i værens strøm.

Eller med Barthes’ egne ord:

[Mourning]

Ikke vedvarende, men ubevægelig.

Det er her, at et indlysende spørgsmål endelig kan stilles. Hvordan er det overhovedet til at holde ud? Hvordan undgår man at blive grusom, egoistisk, smålig eller værre? Barthes’ svar er igen hjerteskærende. Det er ikke til at holde ud, og man bliver til alt det, man ikke kan udstå.

Men mens sorgens ubevægelige tomhed varer ved, bliver dybere og vender tilbage med al sin ondskabsfulde banalitet, indtræffer der et øjebliks stilhed.

En stille weekend den 15. august; mens radioen sender Bartóks Træprinsen, læser jeg dette (under besøget i Kashino-templet, den lange beretning om Bashōs rejse): »Vi blev siddende i lang tid i fuldstændig stilhed.«
Straks føler jeg en slags satori, mild og lykkebringende, som om min sorg blev lindret, sublimeret, forsonet og dybere uden at aftage – som om »jeg var ved at finde mig selv igen«.
Satori betyder en pludselig oplysning og repræsenterer zenbuddhismens åndelige mål.

For Barthes' sorg betyder dette et øjeblik af neutralitet, en stilhed, hvor intet har ændret sig, intet er egentlig forsonet eller overvundet. Det eneste, der dog har vist sig i dette stille øjeblik, er en tilstedeværelse af mig selv som en, der sørger, som en, der virkelig eksisterer midt i sit uophørlige sår. Det er fra dette glimt, at helingen begynder. Ikke en heling, der fører tilbage til en tidligere livsform, og heller ikke et håb om en helbredt tilværelse, men accepten af mig selvs absolutte nærvær i sorgen. En erkendelse, der i bund og grund er en dybtgående generøs handling over for mindet om en elsket, man har mistet. De, der hviler i fred, ønsker ikke at blive husket som de levendes hjemsøgende spøgelser. Deres imperativ er visheden om det endegyldige. Det vil sige accepten af det, der er sket og ikke kan gentage sig…

Barthes begyndte at skrive sin “Sorgdagbog” dagen efter, at han mistede sin mor- 25. oktober^th 1977. Han førte den i næsten to år. Den sidste daterede indførsel er fra 15. september^th 1979. Der står:

Der findes så triste morgener…

En virkelig banal udtalelse, en vilkårlig afslutning på et liv, der udholder sorgens uendelighed. Et skrøbeligt monument over det, der ikke kan gentage sig…

Maman.

Forfatter: Yakim Petrov

____________________________________________________________

1. Alle sætninger med kursiv er citater fra:
Barthes, R. (2009). Sorgdagbog. Oversat af Richard Howard. New York: Hill and Wang

2. Træprinsen er en ballet i én akt med pantomime, komponeret af en af de mest berømte ungarske komponister, Béla Bartók, mellem 1914-1916.
3. Matsuo Bashō (1644-1694) var den mest berømte digter i Japans Edo-periode.
4. Dette er definitionen af satori ifølge Merriam-Webster.

 ------------------

Vær med til at hjælpe familier med at ære mindet om deres kære og kæledyr gennem kunst!

Vores partnerprogram er nu tilgængeligt. hos https://www.pulvisurns.com/pages/affiliate-program-by-pulvis-art-urns